Ved valget i november var et af de vigtigste temaer "skattelettelser eller velfærd". De borgerlige partier skyndte sig naturligvis med det samme at sætte "eksperter" til at finde ud af at man både kan få velfærd og skattelettelser (hvilket gav pote i valgresultatet). "Venstrefløjen" brugte valgkampen til at love mere velfærd og mere i løn til offentlige ansatte. Det var naturligt for Socialdemokraterne og de Radikale, at komme med nogle halv vattede løfter om at give lidt mere velfærd end regeringen, samtidig med at de vil holde sig skarpt på midten - og undgå den forfærdelige blok-politik, som åbenbart er de danske vælgeres største frygt. Derfor var SF ude og være et radikalt velfærdsparti og love endnu mere velfærd end de midtersøgende partier - hvilket vel også er deres udgave af socialisme: kampen for et radikalt velfærdssamfund, men stadig indenfor de kapitalistiske produktionsforhold. Dette gav også pote, ingen tvivl om det, men det synes ikke at have bragt os tættere på et bedre samfund.
Desværre for hele denne affære, hoppede Enhedslisten i med begge ben. De gik ud og lovede atter mere velfærd, end selv SF.
Jeg synes ikke Enhedslisten skulle være gået ud og talt om revolution og hvordan et socialistisk samfund burde indrettes - langt fra. Enhedslisten burde, i stedet for bare at tale om at pumpe flere penge i den offentlige sektor, tale om hvordan vi kan ændre eksempelvis de produktionsforhold der er og i stedet komme med radikale forslag om demokratisering af arbejdspladser generelt, altså reelt set det man går efter: Arbejderklassens overtagelse af produktionsmidlerne (Uanset om arbejderklassen er forskere, håndværkere, SOSU assistenter, eller et andet job hvor man producerer, men ikke ejer produtionsmidlerne). Havde man gjort det, havde man vist at der er andre måder at føre parlamentarisk politik, end den, der i dag giver så meget politikerlede.
Hvis vi skal have et bedre samfund må vi have kontrol med vores arbejde - altså socialisme. Hvis socialismen skal virke må den være revolutionær - ellers ender man som SF og Socialdemokraterne, altså med en accept af velfærdsstaten, i stedet for et reelt samfund - med reel velfærd. Hvis revolutionær socialisme skal virke gennem parlamentariske kanaler, så må partier som Enhedslisten finde en anden vej, end blot at være et radikalt velfærdsparti.
mandag den 11. februar 2008
Jeg er syndikalist
Folkets frigørelse må være dets eget værk!
Jeg er syndikalist. Syndikalismen var en retning inden for socialismen, der (sammen med anarkisterne) i den Første Internationale splittede fra de mere autoritære dele af socialismen, nemlig kommunismen og socialdemokratismen. Syndikalister har en sætning, som jeg mener, er meget rammende for mine holdninger: "Folkets frigørelse må være folkets eget værk." Jeg tror på at vi har brug for en anden verden, men jeg tror også på at det må være den brede befolkning, der skal ønske den nye verden. Samtidig er fagforeningerne et af de vigtigste midler til at nå dette. Disse fagforeninger må dog være anderledes end de pseudodemokratiske fagforeninger vi har i dag, med deres pampervælde. De skal være demokratiske fagforeninger (samt studerende- og elevbevægelser) hvor der ikke er langt fra toppen til bunden. Alle reelle forandringer i et samfund kommer fra bunden, ikke fra toppen. Et eksempel på dette er Rusland og Østtyskland, efter Sovjetunionens sammenbrud. Rusland indledte reformer fra oven, og er derfor i dag, omtrent lige så demokratisk som i de senere perioder af Sovjetunionen. Modsat var det i høj grad befolkningen i Østtyskland, der omvæltede styret (ikke udelukkende, men i høj grad) og derfor fik de en højere grad af demokrati. Problemerne der senere er kommet, skyldes i høj grad også kravet om tilpasning til den vestligt kulturelle verden efter genforeningen, som de ikke kunne følge med i. Min drøm er i fremtiden at vi får en retfærdig fordeling af rigdom i verden. I følge en FN rapport ejer 2 % af verdens befolkning 50 % af verdens rigdom, mens 50 % af verden må deles om 1 % af verdens rigdom. Denne forskel er ikke kommet gennem at de 2 % har arbejdet mere end de 50 %, men igennem en historisk udbytning og udplyndring, derfor er den ikke acceptabel. Samtidig ønsker jeg at alle verdens varer bliver produceret med bæredygtighed, både når vi tale økologisk bæredygtighed, men også social bæredygtighed. Alle varer bør være fair trade. Jeg ønsker også at mennesket skal overtage produktionsmidlerne, hvilket ikke indebærer den gammelkommunistiske statsovertagelse af firmaer og fabrikker, men i stedet en samfundsovertagelse af firmaer og fabrikker, så de mennesker der arbejder der (og her taler jeg ikke kun om fabriksarbejdere, men om alle former for arbejde, eks. funktionærer og deslige) har større indflydelse på deres hverdag og arbejde, altså at man indfører økonomisk demokrati på alle arbejdspladser. Når arbejdet fylder så meget i den enkeltes liv, så må den enkelte også styre sit arbejde.
Her er lidt bonus spørgsmål og svar: Går du ind for vold? Ja jeg gør. Som næsten alle andre går jeg ind for at der skal være et statsligt voldsmonopol i demokratiske samfund. Det vil sige at jeg går ind for at der skal være politi (militær er lidt mere uklart) i demokratiske samfund, der skal opretholde lov og orden, ellers degenerer samfundet til et selvtægts samfund. Jeg går også ind for vold for at opnå demokrati i ens eget land (eller lande hvor man kan sige man har et kulturelt/socialt tilhørsforhold til), her kan både væbnet kamp og bare almindelig militant gadekamp bruges. Det er ikke den mest optimale løsning, men i visse tilfælde en nødvendighed. Jeg er også indforstået med, at der i en væbnet kamp vil opstå fejl, der kommer til at gå ud over uskyldige, så derfor må man være påpasselig med at gribe til våben. Jeg mener ikke at vold kan bruges til at skabe demokrati i andre lande. Selv om mange på venstrefløjen til tider vælger, at ignorere det, så har nationalisme en dyb rod i rigtigt mange mennesker. Når ens land bliver angrebet, så ønsker folket at forsvare sig, næsten uanset hvilke idéer der ligger bag. Til gengæld kan man godt gå ind rent militært og hjælpe et fremmed lands egne grupperinger, som kæmper for demokrati.
Jeg går ikke ind for vold til Ungdomshus demonstrationer eller for at overfalde nazister. Jeg ville dog til hver en tid forsvare mig hvis en nazist eller en anden overfaldt mig, hvis ikke der var andre muligheder, end at slå igen. Vil du bryde loven? Ja, jeg har gjort det før og jeg vil gøre det igen. Jeg er tilhænger af civil ulydighed, der går ud på at man bryder loven som en politisk aktion. Eksempler herpå er Aktion G13 eller da Mogens Glistrup (den idiot) nægtede at betale skat i en måned. Nogle gange bliver civil ulydighed brugt mod love man synes er uretfærdige, men andre gange bliver det brugt som symbolske aktioner. Civil ulydighed er pr. definition ikke-voldeligt, men ikke nødvendigvis en passiv aktion. Civil ulydighed var det Gandhi og Martin Luther King anvendte i deres kampe for retfærdighed og demokrati.Går du ikke ind for de demokratiske spilleregler? Det kommer an på hvad disse spilleregler er. Hvis de demokratiske spilleregler er at jeg hvert 4. år sætter et kryds, ved den politik jeg bedst kan lide, så nej. Jeg mener ikke det er demokrati. Et rigtigt demokrati er et deltager demokrati, med demonstrationer, aktioner, civil ulydighed og endda strejker. Samtidig skal demokratiet styrkes og udvikles, således at det er både effektivt, men samtidigt er så tæt på et direkte demokrati, som muligt (jeg tror ikke på fuldstændigt direkte demokrati i større sammenhænge). Samtidig går jeg ind for det parlamentariske demokrati, det skal bare udvides. Hvad mener du om elevdemokrati? Jeg er imod den måde der er elevdemokrati i dag. Jeg er imod at elevrådene ikke har mindst et kvarter hver uge, hvor man i klasserne fortæller hvad der sker i elevrådet og spørger hvad de gerne vil have. Vi har ikke elevdemokrati, vi har elevoligarki (oligarki = fåmandsvælde/elitestyre), hvor en lille gruppe dedikerede elever repræsenterer den store masse. Det bør forandres og gerne snart. Det kræver at elever landet over tager sagen i egen hånd og kræver elevdemokrati, med elevorganisationerne som et samlingspunkt. Først skal elevrådene reformeres, og så kan elevdemokratiet revolutioneres. Elevrådene skal, efter de er blevet demokratiserede, kræve mere indflydelse på de forskellige institutioner, med fuld opbakning fra flertallet af eleverne.
Tror du på en revolution?
Jeg er revolutionær og håber på en revolution. Jeg tror at en revolution skal være bred, folkelig og ikke mindst demokratisk, for at være en rigtig revolution. En revolution er en omvæltning af samfundet, altså en total forandring af samfundet. En revolution behøver ikke at ske fra den ene dag til den anden, men kan ske over en længere tidsperiode. En revolution består ikke af en lille gruppe revolutionære overtager styringen af samfundet, det er i stedet et kup. Et kup kan godt være revolutionært, da man gennem kuppet får magten til at forandre et samfund, hvilket eksempelvis er sket ved forskellige fascistiske og leninistiske kup. Den slags revolutioner er udemokratiske og mangler ofte legitimitet i flertallet af befolkningen. En revolution kan og bør helst være fredelig, men kan i visse tilfælde være væbnet. En væbnet revolution bør kun finde sted i særdeles udemokratiske stater, og kun med bred folkelig opbakning. En revolution kan godt ske ad parlamentarisk vej, men kun ved hjælp af stærke og folkelige masseorganisationer, herunder fagforeninger og elevorganisationer, som skal være styret demokratisk af befolkningen, og ikke af nogen revolutionær elite.
Egentligt mener jeg, at en syndikalistisk revolution betyder at mennesket tager hånd om sit eget liv og påtager sig det moralske ansvar, som et menneske i et rigt oplyst informationssamfund har.
Går du ikke ind for at folk selv skal tage ansvar?
En typisk borgerlig løgn er at venstrefløjen vil skabe en ”nanny-state”, hvor staten gør sådan, at mennesket ikke selv skal tage ansvar for sit liv. Det er meget forkert. For det første handler socialisme om at give mennesket det økonomiske og sociale overskud, til at kunne tage ansvar for sit eget liv. Mange mennesker mangler simpelthen de resurser, der skal til for at kunne skabe sit eget liv, og at tage ansvar. Det er ikke fordi børn af økonomisk stærke forældre, med et godt forhold og en lang uddannelse, klarer sig langt bedre end børn fra resursesvage familier.
Jeg mener desuden at intet menneskes liv er en ø. Det vil sige, at mange gange kommer nogle folks handlinger til at have konsekvenser for andre, uden at disse får indflydelse på det. Et eksempel er sådan noget som en lovpligtig sikkerhedssele. Man kan argumentere for at man fratager mennesket ansvaret for sit eget liv ved, at gøre det lovpligtigt at have sikkerhedssele på. Det er på sin vis rigtig nok, men det kan have andre konsekvenser, end blot at man risikerer sit eget liv ved ikke at tage sikkerhedssele på. Hvis man sidder på bagsædet af en bil, der kører galt eller bremser hårdt op, uden at have sikkerhedssele på, kan man i yderste konsekvens tage livet på den der sidder foran én. Udover det så øges risikoen for at dø i et trafikuheld drastisk, ved ikke at tage sikkerhedssele på. Næsten uanset hvordan man dør, så sætter det sine spor på ens pårørende, som pludseligt også bliver berøvet muligheden for at bestemme over visse dele af sit liv. Helt koldt kunne man også sige at når f.eks. unge mennesker dør i en trafikulykke, så har samfundet spenderet rigtigt mange penge på denne person uden, at personen har kunnet betale af. Det sidste er som sagt en kold, samt kynisk, tankegang som kun skal ses som en perspektivering.
Kan man ikke hjælpe nogle lande i gang med en udvikling, ved at købe deres varer, på trods af at disse bliver produceret under kummerlige vilkår?
Nej. I virkeligheden skaber man et incitament for at udnytte billig arbejdskraft og ikke til at forbedre arbejds- og livsvilkårene. Det ville være dumt bare at boykotte fattige landes arbejdskraft, da man derved vil sørge for at mange familier ville sulte. Det vi er nødt til er at gøre fair trade lovpligtigt. På den måde tvinges de lande og firmaer vi handler med, til at give retfærdige løn- og arbejdsvilkår til arbejderne i fattige lande. Dette vil komme til at koste penge og vil ikke have nogen synderlig effekt, hvis kun Danmark havde den slags bestemmelser. De borgerlige stater bruger imidlertid rigide og bureaukratiske instanser, der i høj grad er under indflydelse af store firmaer og andre lobbyister for økonomiske interesser, når der skal iværksættes sådanne overnationale tiltag, så reel forandring og reelle krav om sådanne lovændringer, kan ikke komme på denne måde. Det jeg mener man bør gøre, er at skabe et internationalt organ, bygget på fagligt aktive grupperinger, altså fagforeninger og elevbevægelser, muligvis opdelt mellem kulturområder (så der er en opdeling mellem Europa, USA, Latinamerika, Mellemøsten, Afrika, osv.). Her skal man blive enige om at stille et krav om lovpligtig fair trade, og derefter arbejde for det, med alle midler i de enkelte nationalstater. Det er vigtigt i den sammenhæng at fagbevægelserne skal have bred folkelig støtte.
Hvordan kan du være socialist, når Sovjetunionen dræbte så mange mennesker?
Fordi jeg ikke mener, at der var socialisme i Sovjetunionen, eller i nogen som helst af de lande, der ellers har proklameret at de var socialistiske. Ligesom jeg heller ikke mener, at der var liberalisme i Frankrig efter den franske revolution. Den franske og den russiske revolution har begge mange lighedspunkter, blandt andet havde begge revolutioner en massiv forfølgelse af politiske modstandere, samt et højt antal henrettelser. Forskellen på de to revolutioner er, at ingen liberalist bliver konfronteret med det, der skete under den franske revolution, mens flertallet af socialister bliver konfronteret med det, der skete i Sovjetunionen. Jeg tager stærkt afstand fra de revolutioner, der har været leninistiske eller det der var værre. Det vil sige, at jeg tager afstand fra alle de regimer, man sædvanligvis har kaldt socialistiske. Socialisme og demokrati er uadskillelige størrelser – socialisme og frihed er uadskillelige størrelser.
Vil et socialistisk samfund ikke hæmme væksten?
Både ja og nej. Et socialistisk samfund vil have en hæmmende indvirkning på den økonomiske vækst, men vil i højere grad positiv indvirkning på den sociale vækst. Forskellen på socialisme og kapitalisme (både liberalisme og konservatisme) er, at der i socialismen har en proportional sammenhæng mellem social og økonomisk vækst. Det vil sige at den sociale vækst øges lige så meget som den økonomiske vækst. Det vil være dumt, at økonomisk vækst ikke er nødvendigt for at skabe social vækst, men i et kapitalistisk samfund bliver der argumenteret for, at hvis vi bare knokler videre og skaber økonomisk vækst, så får vi også en social vækst med tiden. Det vil sige at man lader den sociale vækst forøges en smule, til gengæld for at den økonomiske vækst kan øges meget. Man skal ikke sikre sig uhæmmet økonomisk vækst på bekostning af den sociale vækst, men man skal heller ikke sætte den økonomiske vækst i stå, for at få mere social vækst.
Sætter du fællesskabet over individet?
Jeg ser fællesskabet som en forudsætning for individet. Alle mennesker påvirkes af deres omgivende miljø, men alle mennesker påvirker også deres omgivende miljø. Fællesskab og individ er uadskillelige størrelser, men det er naturligvis en balancegang, at sørge for at ingen af de to kommer til at overskygge den anden.
Tror du på det private initiativ?
Jeg vil hellere sige at jeg tror på individets initiativ. Individets initiativ skal i højsædet, uanset om vi taler om den private eller den offentlige sektor. Der skal generelt være belønning til initiativ og initiativtagere, men det skal ikke være på bekostning af de hårdtarbejdende folk, der hver dag gør deres arbejde, for at initiativtagerne kan få deres spillerum til, at tage initiativ.
Jeg er syndikalist. Syndikalismen var en retning inden for socialismen, der (sammen med anarkisterne) i den Første Internationale splittede fra de mere autoritære dele af socialismen, nemlig kommunismen og socialdemokratismen. Syndikalister har en sætning, som jeg mener, er meget rammende for mine holdninger: "Folkets frigørelse må være folkets eget værk." Jeg tror på at vi har brug for en anden verden, men jeg tror også på at det må være den brede befolkning, der skal ønske den nye verden. Samtidig er fagforeningerne et af de vigtigste midler til at nå dette. Disse fagforeninger må dog være anderledes end de pseudodemokratiske fagforeninger vi har i dag, med deres pampervælde. De skal være demokratiske fagforeninger (samt studerende- og elevbevægelser) hvor der ikke er langt fra toppen til bunden. Alle reelle forandringer i et samfund kommer fra bunden, ikke fra toppen. Et eksempel på dette er Rusland og Østtyskland, efter Sovjetunionens sammenbrud. Rusland indledte reformer fra oven, og er derfor i dag, omtrent lige så demokratisk som i de senere perioder af Sovjetunionen. Modsat var det i høj grad befolkningen i Østtyskland, der omvæltede styret (ikke udelukkende, men i høj grad) og derfor fik de en højere grad af demokrati. Problemerne der senere er kommet, skyldes i høj grad også kravet om tilpasning til den vestligt kulturelle verden efter genforeningen, som de ikke kunne følge med i. Min drøm er i fremtiden at vi får en retfærdig fordeling af rigdom i verden. I følge en FN rapport ejer 2 % af verdens befolkning 50 % af verdens rigdom, mens 50 % af verden må deles om 1 % af verdens rigdom. Denne forskel er ikke kommet gennem at de 2 % har arbejdet mere end de 50 %, men igennem en historisk udbytning og udplyndring, derfor er den ikke acceptabel. Samtidig ønsker jeg at alle verdens varer bliver produceret med bæredygtighed, både når vi tale økologisk bæredygtighed, men også social bæredygtighed. Alle varer bør være fair trade. Jeg ønsker også at mennesket skal overtage produktionsmidlerne, hvilket ikke indebærer den gammelkommunistiske statsovertagelse af firmaer og fabrikker, men i stedet en samfundsovertagelse af firmaer og fabrikker, så de mennesker der arbejder der (og her taler jeg ikke kun om fabriksarbejdere, men om alle former for arbejde, eks. funktionærer og deslige) har større indflydelse på deres hverdag og arbejde, altså at man indfører økonomisk demokrati på alle arbejdspladser. Når arbejdet fylder så meget i den enkeltes liv, så må den enkelte også styre sit arbejde.
Her er lidt bonus spørgsmål og svar: Går du ind for vold? Ja jeg gør. Som næsten alle andre går jeg ind for at der skal være et statsligt voldsmonopol i demokratiske samfund. Det vil sige at jeg går ind for at der skal være politi (militær er lidt mere uklart) i demokratiske samfund, der skal opretholde lov og orden, ellers degenerer samfundet til et selvtægts samfund. Jeg går også ind for vold for at opnå demokrati i ens eget land (eller lande hvor man kan sige man har et kulturelt/socialt tilhørsforhold til), her kan både væbnet kamp og bare almindelig militant gadekamp bruges. Det er ikke den mest optimale løsning, men i visse tilfælde en nødvendighed. Jeg er også indforstået med, at der i en væbnet kamp vil opstå fejl, der kommer til at gå ud over uskyldige, så derfor må man være påpasselig med at gribe til våben. Jeg mener ikke at vold kan bruges til at skabe demokrati i andre lande. Selv om mange på venstrefløjen til tider vælger, at ignorere det, så har nationalisme en dyb rod i rigtigt mange mennesker. Når ens land bliver angrebet, så ønsker folket at forsvare sig, næsten uanset hvilke idéer der ligger bag. Til gengæld kan man godt gå ind rent militært og hjælpe et fremmed lands egne grupperinger, som kæmper for demokrati.
Jeg går ikke ind for vold til Ungdomshus demonstrationer eller for at overfalde nazister. Jeg ville dog til hver en tid forsvare mig hvis en nazist eller en anden overfaldt mig, hvis ikke der var andre muligheder, end at slå igen. Vil du bryde loven? Ja, jeg har gjort det før og jeg vil gøre det igen. Jeg er tilhænger af civil ulydighed, der går ud på at man bryder loven som en politisk aktion. Eksempler herpå er Aktion G13 eller da Mogens Glistrup (den idiot) nægtede at betale skat i en måned. Nogle gange bliver civil ulydighed brugt mod love man synes er uretfærdige, men andre gange bliver det brugt som symbolske aktioner. Civil ulydighed er pr. definition ikke-voldeligt, men ikke nødvendigvis en passiv aktion. Civil ulydighed var det Gandhi og Martin Luther King anvendte i deres kampe for retfærdighed og demokrati.Går du ikke ind for de demokratiske spilleregler? Det kommer an på hvad disse spilleregler er. Hvis de demokratiske spilleregler er at jeg hvert 4. år sætter et kryds, ved den politik jeg bedst kan lide, så nej. Jeg mener ikke det er demokrati. Et rigtigt demokrati er et deltager demokrati, med demonstrationer, aktioner, civil ulydighed og endda strejker. Samtidig skal demokratiet styrkes og udvikles, således at det er både effektivt, men samtidigt er så tæt på et direkte demokrati, som muligt (jeg tror ikke på fuldstændigt direkte demokrati i større sammenhænge). Samtidig går jeg ind for det parlamentariske demokrati, det skal bare udvides. Hvad mener du om elevdemokrati? Jeg er imod den måde der er elevdemokrati i dag. Jeg er imod at elevrådene ikke har mindst et kvarter hver uge, hvor man i klasserne fortæller hvad der sker i elevrådet og spørger hvad de gerne vil have. Vi har ikke elevdemokrati, vi har elevoligarki (oligarki = fåmandsvælde/elitestyre), hvor en lille gruppe dedikerede elever repræsenterer den store masse. Det bør forandres og gerne snart. Det kræver at elever landet over tager sagen i egen hånd og kræver elevdemokrati, med elevorganisationerne som et samlingspunkt. Først skal elevrådene reformeres, og så kan elevdemokratiet revolutioneres. Elevrådene skal, efter de er blevet demokratiserede, kræve mere indflydelse på de forskellige institutioner, med fuld opbakning fra flertallet af eleverne.
Tror du på en revolution?
Jeg er revolutionær og håber på en revolution. Jeg tror at en revolution skal være bred, folkelig og ikke mindst demokratisk, for at være en rigtig revolution. En revolution er en omvæltning af samfundet, altså en total forandring af samfundet. En revolution behøver ikke at ske fra den ene dag til den anden, men kan ske over en længere tidsperiode. En revolution består ikke af en lille gruppe revolutionære overtager styringen af samfundet, det er i stedet et kup. Et kup kan godt være revolutionært, da man gennem kuppet får magten til at forandre et samfund, hvilket eksempelvis er sket ved forskellige fascistiske og leninistiske kup. Den slags revolutioner er udemokratiske og mangler ofte legitimitet i flertallet af befolkningen. En revolution kan og bør helst være fredelig, men kan i visse tilfælde være væbnet. En væbnet revolution bør kun finde sted i særdeles udemokratiske stater, og kun med bred folkelig opbakning. En revolution kan godt ske ad parlamentarisk vej, men kun ved hjælp af stærke og folkelige masseorganisationer, herunder fagforeninger og elevorganisationer, som skal være styret demokratisk af befolkningen, og ikke af nogen revolutionær elite.
Egentligt mener jeg, at en syndikalistisk revolution betyder at mennesket tager hånd om sit eget liv og påtager sig det moralske ansvar, som et menneske i et rigt oplyst informationssamfund har.
Går du ikke ind for at folk selv skal tage ansvar?
En typisk borgerlig løgn er at venstrefløjen vil skabe en ”nanny-state”, hvor staten gør sådan, at mennesket ikke selv skal tage ansvar for sit liv. Det er meget forkert. For det første handler socialisme om at give mennesket det økonomiske og sociale overskud, til at kunne tage ansvar for sit eget liv. Mange mennesker mangler simpelthen de resurser, der skal til for at kunne skabe sit eget liv, og at tage ansvar. Det er ikke fordi børn af økonomisk stærke forældre, med et godt forhold og en lang uddannelse, klarer sig langt bedre end børn fra resursesvage familier.
Jeg mener desuden at intet menneskes liv er en ø. Det vil sige, at mange gange kommer nogle folks handlinger til at have konsekvenser for andre, uden at disse får indflydelse på det. Et eksempel er sådan noget som en lovpligtig sikkerhedssele. Man kan argumentere for at man fratager mennesket ansvaret for sit eget liv ved, at gøre det lovpligtigt at have sikkerhedssele på. Det er på sin vis rigtig nok, men det kan have andre konsekvenser, end blot at man risikerer sit eget liv ved ikke at tage sikkerhedssele på. Hvis man sidder på bagsædet af en bil, der kører galt eller bremser hårdt op, uden at have sikkerhedssele på, kan man i yderste konsekvens tage livet på den der sidder foran én. Udover det så øges risikoen for at dø i et trafikuheld drastisk, ved ikke at tage sikkerhedssele på. Næsten uanset hvordan man dør, så sætter det sine spor på ens pårørende, som pludseligt også bliver berøvet muligheden for at bestemme over visse dele af sit liv. Helt koldt kunne man også sige at når f.eks. unge mennesker dør i en trafikulykke, så har samfundet spenderet rigtigt mange penge på denne person uden, at personen har kunnet betale af. Det sidste er som sagt en kold, samt kynisk, tankegang som kun skal ses som en perspektivering.
Kan man ikke hjælpe nogle lande i gang med en udvikling, ved at købe deres varer, på trods af at disse bliver produceret under kummerlige vilkår?
Nej. I virkeligheden skaber man et incitament for at udnytte billig arbejdskraft og ikke til at forbedre arbejds- og livsvilkårene. Det ville være dumt bare at boykotte fattige landes arbejdskraft, da man derved vil sørge for at mange familier ville sulte. Det vi er nødt til er at gøre fair trade lovpligtigt. På den måde tvinges de lande og firmaer vi handler med, til at give retfærdige løn- og arbejdsvilkår til arbejderne i fattige lande. Dette vil komme til at koste penge og vil ikke have nogen synderlig effekt, hvis kun Danmark havde den slags bestemmelser. De borgerlige stater bruger imidlertid rigide og bureaukratiske instanser, der i høj grad er under indflydelse af store firmaer og andre lobbyister for økonomiske interesser, når der skal iværksættes sådanne overnationale tiltag, så reel forandring og reelle krav om sådanne lovændringer, kan ikke komme på denne måde. Det jeg mener man bør gøre, er at skabe et internationalt organ, bygget på fagligt aktive grupperinger, altså fagforeninger og elevbevægelser, muligvis opdelt mellem kulturområder (så der er en opdeling mellem Europa, USA, Latinamerika, Mellemøsten, Afrika, osv.). Her skal man blive enige om at stille et krav om lovpligtig fair trade, og derefter arbejde for det, med alle midler i de enkelte nationalstater. Det er vigtigt i den sammenhæng at fagbevægelserne skal have bred folkelig støtte.
Hvordan kan du være socialist, når Sovjetunionen dræbte så mange mennesker?
Fordi jeg ikke mener, at der var socialisme i Sovjetunionen, eller i nogen som helst af de lande, der ellers har proklameret at de var socialistiske. Ligesom jeg heller ikke mener, at der var liberalisme i Frankrig efter den franske revolution. Den franske og den russiske revolution har begge mange lighedspunkter, blandt andet havde begge revolutioner en massiv forfølgelse af politiske modstandere, samt et højt antal henrettelser. Forskellen på de to revolutioner er, at ingen liberalist bliver konfronteret med det, der skete under den franske revolution, mens flertallet af socialister bliver konfronteret med det, der skete i Sovjetunionen. Jeg tager stærkt afstand fra de revolutioner, der har været leninistiske eller det der var værre. Det vil sige, at jeg tager afstand fra alle de regimer, man sædvanligvis har kaldt socialistiske. Socialisme og demokrati er uadskillelige størrelser – socialisme og frihed er uadskillelige størrelser.
Vil et socialistisk samfund ikke hæmme væksten?
Både ja og nej. Et socialistisk samfund vil have en hæmmende indvirkning på den økonomiske vækst, men vil i højere grad positiv indvirkning på den sociale vækst. Forskellen på socialisme og kapitalisme (både liberalisme og konservatisme) er, at der i socialismen har en proportional sammenhæng mellem social og økonomisk vækst. Det vil sige at den sociale vækst øges lige så meget som den økonomiske vækst. Det vil være dumt, at økonomisk vækst ikke er nødvendigt for at skabe social vækst, men i et kapitalistisk samfund bliver der argumenteret for, at hvis vi bare knokler videre og skaber økonomisk vækst, så får vi også en social vækst med tiden. Det vil sige at man lader den sociale vækst forøges en smule, til gengæld for at den økonomiske vækst kan øges meget. Man skal ikke sikre sig uhæmmet økonomisk vækst på bekostning af den sociale vækst, men man skal heller ikke sætte den økonomiske vækst i stå, for at få mere social vækst.
Sætter du fællesskabet over individet?
Jeg ser fællesskabet som en forudsætning for individet. Alle mennesker påvirkes af deres omgivende miljø, men alle mennesker påvirker også deres omgivende miljø. Fællesskab og individ er uadskillelige størrelser, men det er naturligvis en balancegang, at sørge for at ingen af de to kommer til at overskygge den anden.
Tror du på det private initiativ?
Jeg vil hellere sige at jeg tror på individets initiativ. Individets initiativ skal i højsædet, uanset om vi taler om den private eller den offentlige sektor. Der skal generelt være belønning til initiativ og initiativtagere, men det skal ikke være på bekostning af de hårdtarbejdende folk, der hver dag gør deres arbejde, for at initiativtagerne kan få deres spillerum til, at tage initiativ.
Abonner på:
Opslag (Atom)